SAMMENDRAG (ALFABETISK)

 

 

’Deux religions en lutte’: Religionskritik i tidig fransk socialdarwinism”

Moa Christina Airijoki, Universitetet i Bergen

​

Darwins evolutionsteori, som lanserades i och med utgivandet av Origin of Species (1859), har av många setts som en antites till den kristna skapelseberättelsen. Darwin själv var förtegen om sin egen religiösa tro, och han utmanade aldrig explicit kristendomens sanningsanspråk. Då Darwin drog sig för att omskriva sin teori till ideologi och religionskritik, så såg hans franska översättare, autodidakten, outsidern och vetenskapskvinnan Clémence Royer (1830-1902) desto färre problem med att bruka Darwins hypotes som en allomfattande socialdarwinistisk och monistisk princip, som hon menade konfronterade hela den kristna tron. Royer hävdade således i hennes egenskrivna förord till sin översättning av Origin of Species att motsättningen mellan kristendomen och evolutionsteorin ”[...] är ett i sanning kategoriskt ja och ett nej mellan vilka man måste välja, och den som sällar sig till den ena är emot den andra.”

 

I detta föredrag presenteras och studeras Royers fascinerande förord till L’Origine des espèces (1862-9), vars socialdarwinistiska och metafysiska inramning av evolutionsteorin bidrog till en en säregen reception av Darwin i Frankrike. Royers förord utgör intressanta exempel på hur en vetenskaplig diskurs, presenterad i en bok, omskrivs till en mer populärvetenskaplig, metafysisk och religionskritisk – såväl  som religionsliknande – diskurs i bokens förord.

Under föredraget exemplifieras, med andra ord, hur förord till vetenskapliga publikationer kan vara värdefulla nycklar för att skönja underliggande samspel mellan religion och vetenskap.

​

​

«Einstein the Buddha»: Holdninger til vitenskap i Osho-bevegelsen og det samtidige sannyas-miljøet

Henriette Hanky, Universitetet i Bergen

​

Osho (1931–1990), eller Bhagwan Shree Rajneesh som han kaltes tidligere, var selv universitetslektor i filosofi før han stiftet sannyas-bevegelsen som ble populær ikke bare i India men også i USA og Europa. Læren hans var en New Age-inspirert blanding av asiatiske religiøse konsepter og praksiser på en side, og vestlig filosofi, psykologi og esoterisme på en annen. Foredraget mitt gir først et innblikk i Oshos oppfatning av relasjonen mellom vitenskap og religion, en holdning som ikke minst resonerte med den store andelen av vestlige akademikere i bevegelsen. Deretter vil jeg kaste et blikk på det samtidige sannyas-miljøet som er knyttet til Osho, men overlapper med større alternativnettverker og knapt kan kalles én bevegelse lenger. Jeg skal presentere resultater fra min egen forskning i Berlin og se på kontinuiteter og brudd med tidligere holdninger til religion og vitenskap, og hvordan dette henger sammen med bevegelsens forandring.

​

​

Vitenskap og/eller religion; tillit, autoritet og tro i vitenskapen

Hans Geir Aasmundsen, Universitetet i Bergen

​

Vitenskapen er under press, fra mange kanter. Alternative fakta, falske nyheter og svekket tillitt til forskning er i ferd med å gi vitenskapen problemer med å legitimering sine egne resultater. Samtidig presses dens autonomi ved at forskningen blir mer og mer politisert og byråkratisert. Dermed oppstår et identitetsproblem hvor spørsmål som «tro» på vitenskap nærmest sidestilles med tro på hva som helst – spesielt religion. I denne presentasjonen spør jeg om vi nå opplever en «religionifisering» av vitenskapen? Hvordan møter vitenskapen selv presset fra forskningsrådets stadig mer politiserte programmer? Hvordan preges forskningen av byråkratisering og formalisme, hvor innhold og analyse samt grunnleggende metodiske og empiriske utfordringer blir underordnet innpakning, kommunikasjonsstrategier og tellekantsystemets ready-made pakkeløsninger? Vitenskapens autonomi står på spill – og dermed vitenskapen selv. Hvordan finner den tilbake til seg selv?

​

 

«Tenåring injiserte seg med DNA oversatt fra Bibelen og Koranen»: DNA i religiøs diskurs

Cecilie Endresen, Universitetet i Oslo

​

DNA er arvestoffet i cellene, inneholder oppskriften på levende organismers utseende og funksjon, og overføres fra generasjon til generasjon. Oppdagelsen av strukturen på DNA-molekylet for over 65 år siden regnes som biologiens viktigste oppdagelser. Det går en rød tråd fra kunnskapen om DNA tilbake til Darwins evolusjonsteori, som vi vet kom til å sette sitt preg på religion (og på studiet av det), og fortsatt gjør det, for eksempel i form av motreaksjoner som kreasjonisme og intelligent design. Min antagelse er at forestillinger om hva DNA er, gjør og betyr vil bli en stadig viktigere byggestein i religiøs posisjonering og selvforståelse fremover, og at en liten kartlegging av «DNA»-spor i det religiøse landskapet kan kaste lys over det dynamiske forholdet mellom religion og vitenskap.

​

DNA er noe vi alle har, og i stor grad deler, men som også gjør oss unike. Det er per definisjon noe eksistensielt og berører store spørsmål: om menneskenaturen, om identitet og opphav, om sannhet og fri vilje, om sykdom og «skjebne», om livet og døden. I dag er begrepet velkjent langt utenfor bioteknologien, og DNA-tester er nærmest blitt allemannseie, men hvordan forholder religioner seg til og tolker temaet «DNA»? Min nokså ukontroversielle hypotese er at DNA vekker religiøs interesse og tillegges forskjellige former for religiøs mening, for eksempel i teologiske spekulasjoner og identitetsdannelse. I innlegget vil jeg vise noen eksempler på hvordan DNA blir brukt som en symbolsk ressurs i forskjellige religiøse diskurser, og undersøke om det fins noen mønstre. 

​

 

Yoga og vitenskap i Hariharānanda Āraṇyas sāṃkhyayoga

Knut A. Jacobsen, Universitetet i Bergen

​

Hariharānanda Āraṇya (1969-1947) var en Bengali yogī som på slutten av det nittende århundre gjenopplivet sāṃkhya og sāṃkhyayoga som grunnlag for et asketisk munkeliv. Han var svært dyktig bruker av sanskrit, og han søkte seg en plass i  den klassiske sanskrittradisjonen og skrev sanskrit-kommentartekster som langt på vei samsvarte med den klassiske tradisjonen. Han gjenopplivet førmoderne sāṃkhya og sāṃkhyayoga ved hjelp av sanskrittekster, språkkunnskap, en asketisk livsstil og en sterk vilje til å virkeliggjøre alenehet (kaivalya). Men i Hariharānada Āraṇyas siste bok, Karmatattva, som utkom på Bengali i 1931, skiftet han strategi og forsøkte å vise at sāṃkhya og sāṃkhyayoga støttes av moderne vestlig vitenskap. I dette foredraget presenterer jeg denne endringen i Āraṇyas formidling av sāṃkhya og sāṃkhyayoga og diskuterer noen grunner til at han trakk inn vestlig vitenskap. 

 

 

Lækjande omstende: Kan placebo-forsking hjelpe oss å forstå læking i tidleg-moderne, syriske kloster

Nils H. Korsvoll, Universitetet i Agder 

​

Placebo-effekten har vore kjend lenge, men dei siste tiåra har den blitt teken på alvor som ein reell del av medisin og behandling. Placeboar er falske, men placebo-effekten er ekte, blir det sagt. Det er forska meir på fenomenet, og denne forskinga er no i aukande grad med i historiske studie av medisin og helse. Til dømes i studiar av Asklepios-heilagdommar i antikken, kor ein finn parallellar mellom placebo-effekt og korleis desse heilagdommane har verka som lækingsinstitusjonar. Her brukar eg placebo-forsking og studiane av Asklepios-heilagdommar som bakgrunn for å søkje ei rikare forståing av lækingspraksisane som gjekk føre seg i tidleg-moderne, syriske kloster. Kjelder, som handskrifter eller amulettar frå 1700 og 1800-talet, syner at klostera var viktige lækingsinstitusjonar – ei handskrift lister mellom anna opp kva kloster ein skal oppsøke for å få hjelp til kva sjukdom eller plage. Men få historikarar eller religionsvitarar har til no utforska nærare korleis ein har forstått desse praksisane. Ved å lese kjeldene i lys av placebo-forsking finn eg at klostera, i likskap med Asklepios-heilagdommane, legg stor vekt på førebuing og ‘prepping’ av klientane, samt at dei har ei tydeleg forventingsavklaring på førehand. Eit tett, personleg forhold til ein lækjar, som blir løfta fram i placebo-forsking, verkar det derimot ikkje å ha vore. Men begge legg ein stor vekt på guddommen eller ein helgen i lækingsrituala, og dette går kanskje inn i rolla som ein personleg lækjar? Til slutt ser ein i begge ein viss marknadsinnverknad, i at det ikkje finnes andre behandlingar for plagene dei rettar seg mot. I sum gir placebo-forskinga ikkje innsikter ein ikkje kunne nådd fram til ad andre innsteg, men den gir eit rammeverk å lese kjeldene i som kjem frå ein medisinsk ståstad og den legg til rette for samanlikningar på tvers av ulike tidsrom og tradisjonar.  

 

 

Shinto mellan religion och vetenskap: en kristen kamikazepilots reflektioner om kejsaren, nationen och döden

Ernils Larsson, Uppsala universitet

​

Shintoär ett mångtydigt begrepp, som sedan Japans modernisering har genomgått en rad metamorfoser. I samband med den amerikanska ockupationen av Japan efter Andra världskriget kom ”helgedomsshinto” att etableras som en religionbland andra, fri för alla medborgare att bekänna sig till, medan förkrigstidens ”statsshinto” demonterades. Detta har sedermera lett till åtskilliga problem, då ”statsshinto” före 1945 aldrig förstods i termer av ”religion”. Det japanska begreppet för religion, shûkyô, myntades först på 1880-talet som svar på västerländska språks generiska kategori, och innefattade från början i första hand tre religioner: kristendom, buddhism, och sektshinto. I The Invention of Religion in Japan(2012) har Jason Josephson talat om hur det moderniserande Japan accepterade begreppet ”religion” som en samlingskategori för de osanningar som tolererades av staten. Statens sanning var sekulär och det farliga och vidskepliga förbjöds, men mellan dessa två sfärer fanns religionen, som alternativa sanningar som tolererades av staten, under förutsättning att religionens anhängare även accepterade statens sanningar. Från andra halvan av 1800-talet och fram till kapitulationen 1945 inkluderade dessa statliga sanningar bland annat uppfattningen att kejsaren var av gudomlig härkomst och att Japans mission var gudomligt sanktionerad, samt den statligt styrda kulten kring de som gav sina liv för nationen, med centrum i Yasukunihelgedomen i Tokyo.

​

Religionsfriheten under Japans första konstitution – Meijikonstitutionen, 1890-1947 – möjliggjorde kristen mission i Japan, så länge denna inte ifrågasatte statens legitimitet eller ledde till ett urholkande av den statliga sanningen. Detta förde med sig att Japans många kristna, katoliker såväl som protestanter, var tvungna att finna vägar att navigera mellan sin religiösatro och de vetenskapligasanningar som staten företrädde. Från och med 1930-talet, när militarister och fascister tog över den politiska makten, blev detta tvång på anpassning allt starkare. I det här bidraget ska jag visa på hur en ung kristen, studentsoldaten och kamikazepiloten Hayashi Ichizô, navigerade det prekära territoriet mellan statlig sanning och religiös tro. Arbetet bygger på de av Hayashis efterlämnade skrifter som hans mor lät publicera 1995, fyrtio år efter Hayashis död under ett anfall mot amerikanska fartyg söder om Japan. Under de månader som ledde fram till Hayashis död brottades han med frågan om hur han skulle kunna förena sin kristna tro med vetskapen om att han skulle ge sitt liv för en gudomlig kejsare, och hans reflektioner ger oss en inblick i hur diskurser om religionoch sanningförhandlades på individnivå i Andra världskrigets Japan.

 

 

Religion på Mount Everest og på havets bund? Videnskab, verdensrekorder og vidunderlig vejrtrækning

Tao Thykier Makeeff, Lunds Universitet

​

Denne præsentation undersøger den moderne brug af yoga og pranayama i fridykning og præstationsoptimering og den voksende tendens til at forklare disse metoder videnskabeligt, såvel som at underkaste udvalgte udøvere medicinske undersøgelser.  Jeg tager udgangspunkt i to af de mest kendte repræsentanter for den moderne brug af vejrtrækningsmetoder i ekstremsport, den danske fridykker Stig ”The Ultimate Superhuman” Åvall Severinsen og den hollandske ekstrem-atlet Wim ”The Iceman” Hof. Begge har ladet sig teste af læger og fysiologer og har tilsyneladende demonstreret overraskende kontrol af deres fysiologi, hvilket de bl.a. tilskriver yogiske teknikker. Påstande om ekstreme præstationer er naturligvis intet nyt i yogiske sammenhænge og findes også i tidligere århundreders anekdoter om fakirer, men siden franskmanden Jaques ”The Dolphin Man” Mayol (udødeliggjort i filmen ”The Big Blue”) revolutionerede fridykningens apnø-metoder (at holde vejret i længere perioder) ved at anvende pranayama og auto-suggestion, har fridykningen som disciplin oplevet en bredere sammensmeltning med det der kunne beskrives som en yogisk livsstil, hvilket sidenhen har påvirket andre former for atletisk udfoldelse. 

​

Hvor fridykkeres (og andre vejrtræknings-eksperters) verdensrekorder og resultater kan måles og vejes og atleterne ofte holder sig til fysiologiske forklaringsmetoder til at beskrive deres metoder i de sammenhænge hvor de undersøges af forskere, så indeholder deres narrativer i bøger og deres selv-iscenesættelse på sociale medier og i dokumentarfilm ofte referencer til indisk mystik såvel som andre religionshistorisk interessante forklaringsmodeller. I min præsentation fokuserer jeg på disse videnskabeligt undersøgte ”overmenneskers” religiøse påstande og stiller spørgsmålet: Hvad fortæller professionelle åndedrætseksperters beskrivelser af ekstatiske tilstande på bunden af havet eller på sneklædte bjergtinder os om forholdet mellem videnskab og religion – og kan deres beskrivelser bidrage til at udvikle mystik-begrebet i religionshistorisk forskning?

 

 

Forhistorisk klippekunst og billedets rituelle virkelighed – fra mentale fejlslutninger til fikserede visioner

Peter Kahlke Olesen, Københavns Universitet

​

Blandt de tidligste tolkninger af forhistorisk klippekunst i Europa, som udtalt gjorde brug af komparative religionsstudier, var tanken om billedet som aktivt element i frugtbarheds- og jagtmagi. Forståelsen af magi og billedets virkningskraft var domineret af især James George Frazers teori om magi som resultatet af mentale fejlslutninger. I løbet af den første halvdel af det 20. århundrede blev linjerne trukket skarpt op, og klippekunst agerede som omdrejningspunkt for debatten om billedets rolle i primitiv religion. Herefter fulgte en periode præget af et strukturalistisk og lingvistisk paradigme i studiet af forhistorisk klippekunst, hvor fokus var på billedernes kommunikative funktion, og hvor kontakten til komparativ religionshistorie var minimal. I løbet af de sidste årtier er interessen for billedernes religiøse virkningskraft atter steget, og der er således grobund for tættere kontakt med religionshistorien. Dette er blandt andet sket gennem øget opmærksomhed på de utallige eksempler verden over, hvor billeder italesættes og iscenesættes som virkelige ting, snarere end repræsentationer. Den grundlæggende antagelse om billedets virkelighed som et spørgsmål om tro eller andre indre tilstande i hjernen, er dog stadig nærmest aksiomatisk, og spørgsmålet om forhistoriske billeders ”virkelighed” placeres derfor hinsides religionshistoriens og arkæologiens rækkeevne. Denne tilgang ses tydeligst i David-Lewis Williams forslag om klippekunst som visioner, der opnåedes under ekstase og ”fikseredes” på klippefladen; en ekstatisk tilstand, hvor skellet mellem visioner og malerier forsvandt for subjektet i den bevidsthedsændrede tilstand. Trods de videnskabelige landvindinger indenfor kognitionsforskningen, er forskningshistorien således tilbage til begyndelsen, hvor klippekunst i forhistorisk og primitiv religion tolkes som ”virkelige ting”, og hvor dette tilskrives den rituelle deltagers forvirrede sindstilstand. Religionsfænomenologien er derimod veludrustet til at anskue problemet fra en anden vinkel, hvor der tages udgangspunkt i de religiøse fænomeners ydre former. Udover at denne indgangsvinkel er mere i tråd med, hvad der vides om virkningsfulde billeder i religionshistorien, undgås antagelser om tankeprocesser og sindstilstande. Dermed åbnes muligheden for at studere, hvordan forhistorisk klippekunst iscenesattes som virkningsfuld.

 

 

Voodoo Academics! Synergi og samarbejde mellem forskere og præsteskab i Afro-Brasiliansk religion.

Rune Hjarnø Rasmussen, Uppsala Universitet.

​

Med baggrund i min egen forskning vil dette paper beskrive de sociale og hermeneutiske processer hvormed Candomblé-udøvere approprierer videnskab, hvordan videnskaben forholder sig til dette, og hvilken type vidensproduktion der fødes af synergien mellem Candomblé og kulturforskning. 

Afro-Brasiliansk religion har taget form I mødet med moderniteten. Det er en form for religion som man har givet mærkatet ”fetishisme”, dvs. et billede af Afrikansk religion som definerende anden til den Vestlige verdens rationalistiske selvbillede. ”Fetishismen” er det fejlagtige, primitive og overtroiske. Igennem det 20. århundrede er forskere dog rutinemæssigt blevet indrulleret i Candomblés præsteskab og samtidigt er mange præster og præstinder er blevet forskere. Man har også indoptaget og omformet videnskabelige nodal-begreber som har haft en brod imod den afrikanske ”fetishisme”, begreber såsom primitivitet, barnlighed, og udvikling, evolução. Dette har konstrueret Candomblé som socialt acceptabel, en religion med en stærk intellektuel slagside, men samtidig har man kunnet fastholde den immanente religiøsitet, en ”trickle-down"-kosmologi hvor tordenguden helt bogstaveligt bor i en suppe-terrin der står inde på hylden.

I dag spejles denne udvikling som dele af videnskaben begynder at tilnærme sig det immanente ”fetishistiske” verdensbillede. Candomblé-udøvernes kropsliggjorte forståelse af guder som noget mennesker bygger forekommer ikke så langt fra den post-cartesianske relationelle antropologi. Resultatet er et fokus på hvordan religiøs praksis skaber indexikalitet, agens og subjektivitet gennem relationsdannelse.

 

 

Skabelse, evolution og det bedrageriske forsøg på en mellemvej

Mikael Rothstein, Syddansk Universitet 

 

Reaktionerne på Charles Darwins biologiske evolutionsteori, som blev publiceret i 1859, kom straks. De fleste kristne var ikke begejstrede, og de gik til kamp for et verdensbillede som udelukkende hvilede på biblens autoritet. Nogle kristne var dog mere videnskabeligt orienterede, og forsøgte at balancere forholdet mellem religion og videnskab. Langt senere, omkring 1960, kom det fundamentalistiske attentat mod evolutionsteorien, som samtidig blev uafviselig videnskabeligt set. Foredraget skitserer konflikten og lander i betragtninger over den seneste kreationistiske version, den såkaldte "Intelligent Design"-hypotese. Oplægget afsluttes med et par analytiske pointer.

 

 

Vatikanet og vitenskapen: Laudato Si’og katolske teologers tolknings- og responsspektrum 

Jane Skjoldli, Universitetet i Oslo

​

18. juni 2015 utgav Pave Frans sin andre ensyklika, Laudato Si’. Ensyklikaen var adressert til hele menneskeheten og vakte oppmerksomhet verden rundt. Tre år senere avholdt Vatikanet en klima- og miljøkonferanse hvor ledere fra flere av verdens største oljeselskap deltok, herunder Equinors konsernsjef Eldar Sætre. Ensyklikaen i seg selv blander vitenskap og katolsk teologi med ett eksplisitt mål for øye: Å verne natur og menneskehet mot klimaendringer og katastrofale følger på sosialt plan. Hva kan teologers resepsjon av Laudato Si’ fortelle oss om forholdet mellom Vatikanet og vitenskapen i det 21. århundret? I senere tiår har store deler av religionsvitenskapelig forskning på kristendom konsentrert seg om kristendom på bakken ved bruk av etnografiske metoder. Religionsvitere har konsentrert seg om lekfolk og maktkritikk, noe som har resultert i utallige viktige bidrag til langt mer nyanserte og kompliserte forståelser av hva religion er og hvordan vi kan forstå det. Det er imidlertid viktig å ikke miste av synet den klassiske religionsvitenskapelige forståelsen av teologi og teologer: Religiøse intellektuelle eliter utgjør religionsvitenskapelige forskningsobjekter i like stor grad som deres tros- og religionsfeller i andre yrker og samfunnslag. Denne artikkelen analyserer teologers respons på Pave Frans’ ensyklika Laudato Si’, med artikler publisert av teologer, i teologiske tidsskrift, som kildemateriale. Spørsmålet jeg stiller er enkelt: Hvordan ser det teologiske tolkningsspektrumet ut? Hva forteller det oss om hvilke forhold kristne teologer ønsker å ha til vitenskap?

 

 

Religion som alternativ kunnskap

Anne Stensvold, Religionsvitenskap, UiO.

​

Konflikten mellom religion og vitenskap som for eksempel i kristen kreasjonisme og ultraortodoks jødisk vaksinemotstand, er ikke ny. Helt siden antikkens greske filosofer er religion blitt definert i opposisjon til rasjonalitet, logikk og filosofi. David Hume (Natural history of religion1757) forstår Gud som et tomt begrep – uten empirisk grunn, og assosiert med det irrasjonelle. Med Umberto Eco begrep om 'menings-klynger' (clusters of meaning) kan vi si at religion inngår i en meningskynge som også består av fantasi, drøm, fiksjon, og irrasjonalitet.

Motsetningen mellom rasjonell/irrasjonell forklarer at religion og vitenskap går dårlig over ens, men sier ingenting om hvagrunnlagsproblemene går ut på. Den peker ikke på noen løsning, annet enn religionens opphør (sekulariseringsprosessens endelige mål). I møte med New Age mødre på Nesodden velger å ikke vaksinere barna sine og kristne Trump-velgere har sekulariseringsteoriene liten forklaringskraft.  

Hvaer det ved religion som utfordrervitenskapen og gjør selv velutdannede troende immune mot rasjonelle (vitenskapelige) forklaringer? Hvorfor velger mange troende å se bort fra rasjonelle argumenter for å sende sine barn til statlige skoler og hvorfor er de immune mot vitenskapelige forklaringer på vaksine? Dette er spørsmål jeg vil prøve ut i mitt innlegg. Tanken er å undersøke hvordan religion fungerer. 

 

 

Religion og vaksinasjon: Kampen for etiske vaksiner

Hanne Amanda Trangerud, Universitetet i Oslo

​

Med nye utbrudd av meslinger i Europa og USA rettes nytt fokus på vaksineskeptikere og vaksinenekt. Utspill i media og på sosiale medier gir ofte uttrykk for dyp frustrasjon og fortvilelse over at noen foreldre kan sette sine egne og andres barns helse i fare. I en situasjon der det kan synes som hele samfunnets sikkerhet står på spill, vil det være mulig å forstå hva denne skepsisen egentlig handler om?

Religiøs vaksineskepsis er ofte knyttet til helsebekymringer, men kan også stå som en separat faktor. Det kan handle om alt fra urene eller forbudte ingredienser til tro på at vaksinasjon er synd eller urettmessig innblanding i en naturlig eller guddommelig forordning. Skepsisen finnes spredt over ulike religioner og religiøse grupperinger, og både motiver og argumentasjon kan variere stort.

Jeg kommer til å presentere én slik grunn som gjør at foreldre ut fra religiøse grunner ikke ønsker å vaksinere sine barn. I USA er immunisering i henhold til barnevaksinasjonsprogrammet obligatorisk før oppstart i barnehage og skole. Det er imidlertid mulig å søke om fritak. Alle stater gir fritak for medisinske årsaker. De fleste har i tillegg fritak for religiøs overbevisning, mens 17 stater også gir fritak for samvittighetsgrunner (filosofi/ personlig tro). En av de vanligste årsakene til å søke fritak for religiøs overbevisning, er knyttet til bruken av celler fra aborterte fostre i vaksineproduksjonen. Jeg kommer til å se nærmere på hva denne formen for vaksineskepsis innebærer og hvordan de involverte selv foreslår å løse problemet. 

 

 

Vitenskap om det Hellig Land fra Carl Von Linné til Volrath Vogt

Ragnhild Johnsrud Zorgati, Universitetet i Oslo